“For tiden”
Guldagergård, DK
Start 2020
For tiden
Uglaseret håndmodeleret keramik
”For tiden” er et keramisk projekt uden udløbsdato. Det fysiske resultat er ind til videre 11 håndmodelerede keramiske unikaskulpturere på 50-75 cm. Deres komposition danner tilsammen et system af negative rum.
Værket tager afsæt i den fysiske håndgribelige tid som manifesterer sig via digitale tal på min IPhone, solens vandring over himlen eller sandkorn der drysser i timeglassets talje.
Og i den abstrakte tid, i orkanens øje hvor alt forsvinder mellem mine hænder og intet kan indhentes eller holdes fast,- den tid som opstår og forsvinder med mellemrum når jeg i uskyldig begejstring vender opmærksomheden mod noget andet, noget mere og giver mig hen og den tid, som dræber fordi den er ubestemt og går til angreb på min personlighed hvis jeg ikke magter at ignorere den.
Skulpturerne er ikke bare abstraktioner over den fysiske repræsentation af et timeglas, men fortolkninger af hvilke former tidens indflydelse kan have på mennesket og hvilke rum som opstår, når vi indgår i relationer på tværs af alder, køn og farve. I mødet får det negative rum krop som fortæller om tidens udfordringer med sine påbud, retningslinjer og anbefalinger. Værket vågnede under mit residensophold under 1. bølge af covid 19 epidemien.
Mit vigtigste værktøj er hånd, tålmod og åbenhed. Jeg bygger skulpturerne op ved at rulle små lerpølser, på et fugtigt underlag, lægge dem mod hinanden og glatte overgangen med tommel og pege i en rytmisk bevægelse mens jeg langsomt drejer emnet om sin egen akse. En teknik vores forfædre og de oprindelige folk mestre, men som er forholdsvis ny for mig.
Min kærlighed til leret og den genopfundne teknik bar mig gennem den tidsubestemte isolation under corona. Nu hvor Danmark lever igen har jeg bevaret roen og dogmet om ikke at benytte værktøj, blot håndens værk. Skulpturerne er rykket tættere sammen og afstanden levner fortælling i stedet for tomhed.
Projektet er støttet af Århus kommunen via kulturudviklingspuljen.