Jeg er keramisk billedkunstner.
Jeg kaster med ler. En asiatisk-inspireret teknik hvor jeg præger ler-plader med tekster, symboler eller tilfældige hverdagsobjekter og kaster dem, så de trækkes og forvrænges. De fleste af mine brugsværker er fremstillet ved at kombinere ”kaste”, ”plade” og ”drejeteknik”. Når jeg kaster med leret, kommer overfladestrukturen til at fremstå uforudsigelige og levende. Mine glasurer er udviklet til netop at fremhæve emnernes individuelle strukturer. Jeg er optaget af det stille kaos i strukturerne, af komposition samt af formens iboende væsen. Jeg rå-glaserer og benytter kun få glasurer, men ler af forskelligt køn, farve og styrke.
En ikke uvæsentlige detalje i mit liv og kunstneriske virke er, at jeg har et medfødt synshandicap. Jeg oplever primært verden taktilt og auditivt hvilket er blevet en force i min værksfremstilling. Det er af den grund også eksistentielt for mig, at mine værker udfordrer taktilt og kan berøres. Det giver beskueren en vigtig viden om værket, om verden og om dem selv. Det møde ønsker jeg at bidrage til.
Jeg har i øvrigt stor interesse for udsmykningsfeltet. Jeg arbejder bedst stedspecifikt og borgerinddragende fordi dynamikken og det narrative gør mig nysgerrig og mere på vagt i forhold til mit ansvar og kunstens betydning netop der.
I den forbindelse er et af mine mål at producere mandshøje værker til det offentlige rum, måske på Tommerup. At arbejde med ler i store mængder tilskriver processen en fysisk dimension som gør noget magisk ved mig i skabelsen og ved beskueren når værket står færdigt.
Jeg har siden 2022 arbejdet målrettet på at gøre min produktion af brugsværker og skulpturelle arbejder mere skånsomme for miljøet. Fra midt i 2023 har jeg udelukkende benyttet mig af at “rå-glasere”. Oveni har jeg sænket brændingstemperaturen fra 1260° til 1140° på 85% af min produktion. Det sparer arbejdsgange, tid og strøm. Jeg mærker mine værker ”LOwCO²” for at fremhæve, at de er fremstillet med lidt mere omtanke for miljøet og prøver at videreformidle tankegangen når jeg som fast underviser på Århus Kunstakademi møder kursister og kolleger.
Jeg søger stadig mere viden på området og deltager som en naturlig del af min praksis i det landsdækkende projekt
”Gen-Jord - for bæredygtig keramisk produktion”. Her er jeg i arbejdsgruppen ”Firefly” som omhandler bygning og drift af en mere bæredygtig brændefyret ovn.